128
DOKTOR MOREAUS Ø.
Ja, hvilken Smærte gives der, selv her paa Jorden, selv iblandt levende Væsener?"
Med disse Ord tog han en lille Pennekniv op af Lommen, aabnede det mindste Blad og drejede sin Stol saaledes, at jeg kunde se hans Laar. Derpaa udvalgte han omhyggeligt et Sted, jog Knivsbladet ind i sit Ben og trak det ud igen.
"Det Kunststykke har De sikkert før set. Det gør ikke mere ondt end et Knappenaalsstik. Men hvad viser det os? Der behøves ingen Ævne til at føle Smærte i denne Muskel, og derfor findes der ikke nogen saadan Ævne; der behøves ikke meget af den i Huden, og derfor træffer vi kun hist og her paa Laaret et Sted, der er i Stand til at føle Smærte. Smærte er ganske simpelt vor indvendige lægevidenskabelige Raadgiver, som har at advare og anspore os. Det er ikke alt levende Kød, der er modtageligt for Smærte, heller ikke alle Nerver, ja ikke en Gang alle Følelsesnerver. Der er ikke Spor af Smærte — virkelig Smærte — i Synsnervens Følelser. Hvis man beskadiger Synsnerven, ser man blot et Lysglimt, akkurat ligesom en Sygdom i Hørenerven kun giver sig til Kende ved en Summen for Ørene. Planter føler ikke Smærte; og hvad de lavere Dyr angaar — det er meget muligt, at saadanne Dyr som Søstjærner og Krebs ikke kender
