130
DOKTOR MOREAUS Ø.
paa. Jeg har aldrig hørt, at en Undersøgelse kunde fortsættes paa anden Maade. Jeg stillede et Spørgsmaal, udfandt en Methode til at faa et Svar, og fik — et nyt Spørgsmaal. Var dette muligt, og var hint umuligt? De kan ikke tænke Dem, hvad sligt har at betyde for en Videnskabsmand, hvilken Magt en intellektuel Lidenskab kan faa over ham. De kan ikke forestille Dem den sælsomme, rolige Fryd, som denne intellektuelle Attraa skænker ham. Det Væsen, der ligger foran ham, er ikke længere et Dyr, en Medskabning, men et Problem. Smærte født af Medlidenhed — alt hvad jeg kender dertil, er, at jeg mindes det som noget, jeg plejede at lide af for mange Aar siden. Jeg ønskede — og det var det eneste, jeg ønskede — at finde den yderste Grænse for levende Skikkelsers Ævne til at lade sig omforme."
"Men," sagde jeg, "dette er jo en Afskyelighed —"
"Jeg har aldrig skænket Sagens ethiske Side en Tanke. Studiet af Naturen gør tilsidst et Menneske ligesaa ubarmhjærtigt som Naturen. Jeg har fortsat, uden at tage Hensyn til andet end til det Spørgsmaal, som jeg stræbte at løse, og Materialet har .... efterhaanden opsamlet sig i Hytterne dernede .... Det er næsten elleve Aar, siden vi kom
