137
MENNESKEFABRIKATION.
maa foretage. Intelligensen staar ofte paa et mærkværdigt lavt Standpunkt, har uforklarlige tomme Pletter og uventede Huller. Og allermest utilfredsstillende af det Hele er noget, som jeg ikke kan definere, et eller andet Sted — jeg kan ikke bestemt sige hvor — i Sædet for Sindsbevægelserne. Attraaer, Instinkter, Tilbøjeligheder, som gør Menneskeligheden Afbræk — ligesom en underlig, skjult Beholder, som pludselig kan sprænges og oversvømme hele Dyrets Eksistens med Harme, Had eller Frygt. Disse mine Skabninger forekom Dem sælsomme og uhyggelige, saa snart De begyndte at lægge Mærke til dem, men i mine Øjne synes de, naar jeg netop har frembragt dem, at være aldeles utvivlsomme menneskelige Væsener. Først bagefter forsvinder denne Overbevisning, alt som jeg iagttager dem. Først viser der sig eet og derpaa et andet dyrisk Træk paa Overfladen og stirrer mig ind i Ansigtet.... Men jeg vinder nok Sejr. Hver Gang jeg nedsænker et levende Væsen i de brændende Smærters Bad, siger jeg til mig selv: Denne Gang vil jeg brænde hele Dyret bort, denne Gang vil jeg virkelig skabe et fornuftbegavet Væsen. Naar Alt kommer til Alt, hvad er saa ti Aar? Mennesket har været hundredtusend Aar om at blive til."
