153
HVORLEDES DYREFOLKENE SMAGTE BLOD.
Satyren var et Resultat af Moreaus klassiske Reminiscenser; hans Ansigt havde et faareagtigt Udtryk — ligesom den simplere Jødetype — hans Stemme var en skurrende Brægen og hans Ben sataniske. Da vi mødte ham, gik han og gnavede paa en Bælgfrugt. Begge hilste paa Montgomery.
"Hil dig," sagde de, "du, den Anden med Pisken!"
"Nu er der ogsaa en Tredje med en Pisk," svarede Montgomery. "Saa I gør klogest i at passe paa!"
"Er han ikke bleven lavet?" spurgte AbeManden. "Han sagde — han sagde, at han var lavet."
Satyr-Mennesket saa nysgærrigt paa mig. "Den Tredje med Pisken, han som gaar ud i Søen og græder, har et tyndt, hvidt Ansigt."
"Han har en tynd, lang Pisk," sagde Montgomery.
"I Gaar blødte han og græd," vedblev Satyren. "Du bløder eller græder aldrig. Herren bløder eller græder ikke."
"Du taler jo som en Parlør, dit Bæst!" sagde Montgomery. "Du kommer til at bløde og græde, hvis du ikke tager dig i Agt."
