152
DOKTOR MOREAUS Ø.
men en vis kaninagtig Tilbøjelighed hos dem til at opæde deres Unger havde umuliggjort hans Hensigt. Jeg havde allerede truffet nogle af disse Skabninger, baade den Aften, da jeg flygtede for Leopard-Manden, og den foregaaende Dag, da jeg blev forfulgt af Moreau. En af dem, der hoppede af Sted for at undfly os, faldt tilfældigvis ned i et Hul i Jorden, som et omstyrtet Træs Rødder havde revet op. Førend den kunde smutte op igen, lykkedes det os at fange den. Den hvæsede som en Kat, kradsede og sparkede voldsomt med Bagbenene, og forsøgte at bide, men dens Tænder var altfor svage til, at det kunde gøre ondt. Jeg syntes, at den var en ganske køn lille Skabning, og da Montgomery erklærede, at den aldrig ødelagde Grønsværet ved at grave Huler og var meget renlig i sine Sædvaner, skulde jeg næsten tro. at den med Held maatte kunne erstatte de sædvanlige Kaniner i Herregaardshaver.
Vi saa ogsaa paa vor Vej et Træ, af hvis Stamme Barken var flaaet i lange Striber og Veddet indenfor revet i Splinter. Montgomery gjorde mig opmærksom herpaa. "Ikke flaa Barken af Træerne; det er Loven," sagde han. "Der er somme af dem, der blæser Loven et Stykke!" — Kort efter, hvis jeg husker ret, mødte vi Satyren og Abe-Manden.
