Femtende Kapitel.
Hvorledes Dyrefolkene smagte Blod.
Men min Uerfarenhed som Forfatter leder mig paa Afveje; jeg maa genoptage Traaden i min Fortælling. Efter at jeg havde spist Frokost sammen med Montgomery, fulgtes vi ad ind i det Indre af Øen for at bese Fumarolerne og Kilden til den varme Strøm, hvis koghede Vande jeg den foregaaende Dag tilfældigt havde truffet paa. Vi var begge bevæbnede med Piske og ladte Revolvere. Mens vi vandrede gennem en frodig Kratskov paa vor Vej derhen, hørte vi et Vræl af en Kanin. Vi standsede og lyttede, men hørte ikke mere, og derfor gik vi videre uden at tænke mere paa denne Hændelse. Montgomery henledte min Opmærksomhed paa nogle smaa, blegrøde Dyr med lange Bagben, som hoppede af Sted gennem Buskadset. Han sagde mig, at disse Skabninger var Opfindelser af Moreau og lavede af Dyrefolkenes Afkom. Han havde ment, at deres Kød kunde benyttes til Føde,
