167
HVORLEDES DYREFOLKENE SMAGTE BLOD.
for min uhyre Udmattelse og den tropiske Eftermiddags lumre Hede.
Tilsidst sagtnedes den vilde Jagt. Vi havde faaet det ulykkelige Dyr indespærret i en Afkrog af Øen. Med Pisken i Haanden opstillede Moreau os alle i en uregelmæssig Linie, og nu rykkede vi langsomt frem, raabende til hverandre, og kom vort Offer nærmere og nærmere ind paa Livet. Han laa skjult, lydløs og usynlig, i det Buskads, gennem hvilket han havde forfulgt mig paa hin natlige Jagt.
"Forsigtigt!" raabte Moreau, "forsigtigt!" — mens Liniens Fløje sneg sig rundt om det sammenfiltrede Krat og omringede Dyret.
"Pas paa, hvis han springer frem!" lød Montgomerys Stemme paa den anden Side af Krattet.
Jeg stod paa Skrænten ovenfor Buskadset. Montgomery og Moreau trak deres Jægere sammen langs Strandbredden nedenfor. Langsomt banede vi os Vej ind gennem det forviltrede Væv af Grene og Blade. Vildtet gav ikke en Lyd fra sig.
"Tilbage til Smærtens Hus, Smærtens Hus, Smærtens Hus!" pjattede Abe-Mandens Stemme et Dusin Alen til højre for mig.
Da jeg hørte det, tilgav jeg den ulykkelige Stakkel al den Frygt, han havde forvoldt mig.
