168
DOKTOR MOREAUS Ø.
Jeg hørte Kvistene knække og Grenene brage under Forfølgernes tunge Trin til højre for mig. Og saa fik jeg paa een Gang Øje paa den Skabning, som vi jagede, igennem det grønne Virvar, inde i den yppige Plantevæksts Tusmørke. Jeg standsede. Han laa sammenkrøben og gjorde sig saa lille som muligt; han havde drejet Hovedet, og hans skinnende, grønne Øjne stirrede paa mig over hans Skulder.
Det ser maaske ud som en underlig Selvmodsigelse — og jeg er ikke i Stand til at forklare Kendsgærningen — men nu, da jeg saa Væsenet der i en fuldstændig dyrisk Stilling, med dets lysende Øjne, og dets halvt menneskelige Ansigt fordrejet af Rædsel, nu gik det paany opfor mig, at det virkelig var et Menneske. Om et Øjeblik vilde flere af dets Forfølgere opdage det, og det vilde blive overvældet og fanget, for endnu en Gang at blive underkastet de frygtelige Pinsler i Indelukket. Jeg rev hurtigt min Revolver frem, sigtede mellem dets rædselsslagne Øjne og fyrede.
I det samme fik Hyæne-Svinet Øje paa det, kastede sig over det med et Hvin af Ivrighed og huggede sine blodtørstige Tænder i dets Hals. Krattets grønne Masser rundt om mig bølgede og
