179
EN KATASTROFE.
hvor jeg let kunde naa det, og gik derefter ud. Men han havde smittet mig med sin Uro. Jeg blev ikke siddende længe, efter at han var gaaet. Jeg tog Revolveren i Haanden og traadte hen i Døren.
Morgenluften var blikstille. Ikke det svageste Vindpust rørte sig, Havet laa som et Spejl, Himlen var skyfri og Strandbredden øde. Jeg følte mig trykket af denne Stilhed i min halvt spændte, halvt febrilske Tilstand.
Jeg forsøgte paa at fløjte, men Melodien døde hen af sig selv. Saa bandede jeg igen — for anden Gang den Morgen. Derpaa gik jeg hen til Hjørnet af Indhegningen og stirrede ind mod Land paa det grønne Krat, som havde opslugt Moreau og Montgomery. Hvornaar vilde de komme tilbage? Og hvorledes?
Saa viste der sig et langt Stykke oppe ad Strandbredden et lille graat Dyremenneske, som løb ned til Vandkanten og begyndte at plaske omkring i Vandet. Jeg slentrede tilbage til Døren, og saa atter til Hjørnet. og begyndte derpaa at gaa frem og tilbage ligesom en Skildvagt paa sin Post. En Gang standsede jeg ved at høre Montgomerys Stemme langt borte raabe: "Hal-lo! .... Mo-reau!" Smærterne i min Arm tog af, men den var brændende hed. Jeg var tørstig og følte, at jeg
