195
MONTGOMERYS "BLAA MANDAG".
"Fanden tage mig!" udbrød han, rejste sig vaklende og greb Kognaksflasken. En rent instinktmæssig Forstaaelse af, hvad han havde i Sinde, foer igennem mig som et Lyn. "De giver ikke det Dyr Spiritus!" sagde jeg, idet jeg sprang op og traadte henimod ham.
"Dyr!" gentog han. "De kan selv være et Dyr. Han drikker sin Snaps som et Kristenmenneske. At Vejen, Prendick."
"For Guds Skyld —" sagde jeg.
"Af Vejen!" brølede han og trak pludselig sin Revolver frem.
"Godt, som De vil," svarede jeg og traadte til Side. Jeg havde halvvejs i Sinde at kaste mig over ham, idet han lagde Haanden paa Dørgrebet, men Tanken om min ubrugelige Arm afholdt mig derfra. "De har gjort Dem selv til et Dyr. Gaa De blot hen og søg Dyrenes Selskab."
Han rev Døren op og stod med Ansigtet vendt halvt imod mig imellem det gule Lampelys og Maanens blege Skær; hans Øjehuler saa ud som sorte Klatter under hans korte, tykke Øjenbryn. "De er en højtidelig Stivstikker, Prendick, et dumt Asen! Altid er der noget, som De er bange for, eller noget, som De bilder Dem ind. Nu staar vi ved Begyndelsen til Enden. I Morgen
