199
MONTGOMERYS "BLAA MANDAG".
dog den Gang foruroligede mig. Saa begyndte en uharmonisk Sang.
Mine Tanker gled tilbage til, hvorledes jeg skulde undfly. Jeg rejste mig op, hentede Lampen og gik ind i et Skur for at undersøge nogle Tønder, som jeg havde set der. Nogle Biskuitdaaser vakte min Nysgærrighed, og jeg aabnede en af dem for at se, hvad den indeholdt. I det samme fik jeg et Glimt at se af noget bagved mig — et rødt, Hagrende Skær — og vendte mig hurtigt om.
Bagved mig laa Gaarden med skarpe Lys og sorte Slagskygger i Maanens Skær, og den Dynge af Brænde og Risknipper, hvorpaa Moreau og hans lemlæstede Ofre hvilede stablede oven paa hverandre. De syntes at kryste hverandre i et sidste, hævngærrigt Livtag. Hans gabende Saar var sorte som Natten, og Blodet, der var sivet ned, laa i mørke Pøle paa Sandet. Derefter fik jeg Øje paa Aarsagen til Fantomet, uden dog at forstaa den: et rødligt Lys, som kom og gik og dansede paa Muren ligeoverfor. Jeg troede, at det var et Genskær af min flimrende Lampe — hvilket senere viste sig at være en Fejltagelse — og vendte mig igen til Forraadene i Skuret. Jeg vedblev at rode om iblandt dem, saa godt som en eenarmet Mand kunde, fandt adskillige nyttige Ting og lagde dem
