Nittende Kapitel.
Alene blandt Dyrefolkene.
Frem fra Buskadset traadte tre af Dyrefolkene med deres krogede Skuldre, fremstrakte Hoveder. vanskabte, kejtede Hænder og spørgende, fjendtlige Øjne. De nærmede sig med tøvende Bevægelser.
Jeg vendte mig om mod disse Folk; det var at tage Kampen op med Skæbnen, ganske ene og med en brækket Arm. I min Lomme havde jeg en Revolver med tre tomme Kamre. Blandt Spaanerne, der var spredte over Stranden, laa de to Økser, hvormed Baadene var blevne huggede i Stykker. Bagved mig begyndte Flodbølgerne at rulle ind over Sandet.
En modig Optræden var min eneste Redning. Jeg saa de fremrykkende Uhyrer fast ind i Øjnene. De undgik mit Blik og snusede med dirrende Næsebor efter Ligene, der laa bagved mig paa Strandbredden. Jeg gik nogle faa Skridt tilbage,
