Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/217

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

207

ALENE BLANDT DYREFOLKENE.


greb den blodplettede Pisk, som laa under Ulve-Mandens Legeme, og knaldede med den.

De standsede og gloede paa mig. "Hils," sagde jeg. "Bøj jer!"

De nølede. Den Ene gjorde Mine til at bøje Knæ. Med Hjærtet i Halsen gentog jeg min Befaling og traadte frem imod dem. En knælede, og derpaa de to andre.

Jeg drejede mig og gik henimod Ligene, idet jeg dog stadig holdt Ansigtet vendt mod de tre knælende Dyremennesker, ligesom en Skuespiller, der gaar henover Scenen med Ansigtet vendt mod Publikum.

"De har brudt Loven," sagde jeg og satte min Fod paa Lovsigemanden. "Derfor er de blevne dræbte. Selv Lovsigemanden. Selv den Anden med Pisken. Stor er Loven! Kom her og se."

"Ingen kan undslippe," sagde en af dem, idet han nærmede sig og betragtede Ligene.

"Ingen kan undslippe," svarede jeg. "Derfor hør og gør, som jeg byder." De rejste sig op og saa spørgende til hverandre.

"Bliv staaende der," sagde jeg.

Jeg tog Økserne, hængte dem i Bindet om min Arm, vendte Montgomery om, stak hans Revolver til mig — der var endnu to Skud i den —