208
DOKTOR MOREAUS Ø.
bøjede mig over ham for at lede og fandt et halvt Dusin Patroner i hans Lomme.
"Tag ham," sagde jeg, idet jeg rejste mig op igen og pegede paa ham med Pisken. "Tag ham. bær ham ud i Søen og kast ham i Vandet."
De nærmede sig, øjensynligt endnu bange for Montgomery, men mere bange for min knaldende, blodige Piskesnært, og efter nogen Famlen og Nølen, nogle Piskesmæld og Raab, løftede de ham varsomt, bar ham ned til Stranden og traadte plaskende ud i Havets blinkende Bølger. "Videre," sagde jeg, "videre! — Bær ham langt ud."
De vadede ud, indtil Vandet gik dem til Armhulerne; saa standsede de og saa paa mig. "Slip," sagde jeg, og Montgomerys Lig forsvandt med et Plask. Det var, ligesom om der var noget, der klemte mit Bryst sammen. "Godt!" sagde jeg med halvkvalt Stemme. og de skyndte sig frygtsomt tilbage til Stranden, efterladende lange Strimer i det sølvklare Vand. I Vandkanten standsede de, drejede sig om og gloede ud over Søen, som om de ventede, at Montgomery straks vilde stige op igen for at hævne sig.
"Nu dem," sagde jeg og pegede paa de andre Lig.
De tog sig vel i Agt for at komme i Nær-
