209
ALENE BLANDT DYREFOLKENE.
heden af det Sted, hvor de havde kastet Montgomery i Vandet, men bar i Stedet derfor de fire døde Dyrefolk omtrent halvandet hundrede Alen langs med Strandbredden, førend de vadede ud og kastede dem i Søen.
Mens jeg holdt Øje med dem, da de bar M'lings lemlæstede Lig bort, hørte jeg lette Fodtrin bagved mig; jeg vendte mig hurtigt om og saa det store Hyæne-Svin omtrent en Snes Alen fra mig. Hans Hoved var bøjet, hans skinnende Øjne fæstede paa mig, og han havde knyttet sine vanskabte Hænder og holdt dem tæt ind til Kroppen. Da jeg vendte mig om, standsede han og blev staaende i en sammenkrøben Stilling med Blikket en Smule bortvendt.
Et Øjeblik stod vi saaledes Ansigt til Ansigt. Jeg lod Pisken falde og greb om Pistolen i min Lomme. Thi det var min Hensigt ved første gunstige Lejlighed at dræbe dette Dyr, det frygteligste af alle dem, der endnu var tilbage paa Øen. Maaske det ser ud som Forræderi, men det var alligevel min faste Beslutning. Jeg var langt mere bange for ham end for hvilkesomhelst andre to af Dyrefolkene. Hvis han beholdt Livet, vidste jeg, at mit Liv var truet.
