210
DOKTOR MOREAUS Ø.
Det tog mig vel en halv Snes Sekunder at fatte mig. Saa raabte jeg: "Hils! Bøj dig!"
Han viste Tænder og snærrede: "Hvem er du, at jeg skulde ...."
Jeg rev Revolveren op af Lommen, maaske med lidt for krampagtigt Hastværk, sigtede og fyrede hurtigt. Jeg hørte ham udstøde et Vræl, saa ham løbe til Siden og vende sig, vidste, at jeg havde skudt forbi, og spændte Hanen med min Tommelfinger for at fyre paany. Men han styrtede allerede af Sted, idet han sprang hid og did, og jeg vovede ikke at risikere et Fejlskud til. Hvert Øjeblik skottede han til mig over sin Skulder. Han løb i en skraa Retning opad Strandbredden og forsvandt i de tætte, bølgende Røgskyer, som stadig vældede ud fra det brændende Indelukke. I nogen Tid blev jeg staaende og stirrede efter ham. Saa vendte jeg mig igen til mine tre lydige Dyrefolk og gav dem Tegn til, at de skulde slippe det Lig, som de endnu stod og holdt paa. Derefter gik jeg tilbage til det Sted ved Baalet, hvor Ligene havde ligget, og sparkede Sand henover det, indtil alle de brune Blodpøle var opsugede og skjulte.
Med en Haandbevægelse sendte jeg mine tre Slaver bort og gik op over Strandbredden ind i Krattet. Jeg bar min Pistol i Haanden og Pisken
