212
DOKTOR MOREAUS Ø.
men det var umuligt at holde Sindsbevægelserne ude af Spillet.
Jeg begyndte at tænke paa Grunden til Montgomerys Fortvivlelse. "De forandrer sig nok," havde han sagt. "De forandrer sig ganske sikkert." Og Moreau — hvad var det, Moreau sagde? "Dyret i dem er haardnakket og vokser Dag for Dag frem igen ...." Saa faldt Hyæne-Svinet mig ind. Jeg følte mig overbevist om, at dersom jeg ikke dræbte dette Uhyre, vilde det dræbe mig .... Lovsigemanden var død — desværre! .... Og nu vidste de, at vi med Piskene kunde dræbes ligesom de selv ....
Stirrede de allerede paa mig ud fra de grønne Masser af Bregner og Palmer histovre — og ventede, indtil jeg kom indenfor deres Rækkevidde? Lagde de Raad op imod mig? Hvad sagde Hyæne-Svinet til dem? Min Fantasi ledte mig ud i en Sump af ubestemt Rædsel.
Mine Tanker forstyrredes af en Skrigen af Søfugle, der flokkedes om en mørk Genstand, som Bølgerne havde skyllet op paa Stranden tæt ved Indhegningen. Jeg vidste, hvad denne Genstand var, men jeg havde ikke Mod til at gaa tilbage og jage dem bort. Jeg begyndte at gaa langsmed Strandbredden i den modsatte Retning i den Hensigt at gaa rundt om Øens østlige Hjørne og saa-
