213
ALENE BLANDT DYREFOLKENE.
ledes nærme mig Kløften med Hytterne uden at behøve at gennemskære Krattet, hvor jeg var udsat for mulige Baghold.
Da jeg havde fulgt Strandbredden omtrent en halv Fjerdingvej, fik jeg Øje paa et af mine tre Dyremennesker, som traadte ud fra Krattet og kom henimod mig. Mine egne Fantasier havde nu gjort mig saa nervøs, at jeg øjeblikkeligt trak Revolveren frem. Selv Væsenets forsonlige Fagter afvæbnede mig ikke.
Tøvende kom det nærmere. "Gaa bort," raabte jeg. Der var i dette Væsens krybende Holdning noget, der stærkt mindede om en Hund. Det trak sig lidt tilbage, akkurat som en Hund, der faar Ordre til at gaa hjem, studsede derpaa og saa bønfaldende paa mig med sine brune Hundeøjne. "Gaa bort," gentog jeg. "Kom mig ikke nær."
"Maa jeg ikke komme dig nær?" sagde Væsenet.
"Nej. Gaa bort," vedblev jeg og smældede med min Pisk. Saa tog jeg Pisken mellem Tænderne og bukkede mig ned efter en Sten, og denne truende Bevægelse jog Væsenet bort.
Saaledes naaede jeg uden Ledsager Dyrefolkenes Kløft, skjulte mig blandt de Planter og Rør, der skilte denne Klippespalte fra Havet, og holdt Øje med dem, der viste sig, idet jeg stræbte
