220
DOKTOR MOREAUS Ø.
Ingen af dem, der sad omkring Baalet, gjorde Mine til at hilse mig. De Fleste af dem ignorerede mig paa en demonstrativ Maade. Jeg saa mig om efter Hyæne-Svine-Manden, men han var der ikke. I alt sad en Snes Stykker af Dyrefolkene paa Hug og stirrede ind i Baalet eller passiarede med hverandre.
"Han er død, han er død, Herren er død," lød Abe-Mandens Stemme til højre for mig. "Smærtens Hus — der gives ikke noget Smærtens Hus."
"Han er ikke død," sagde jeg med høj Røst. "Selv i dette Øjeblik iagttager han os."
Dette forbløffede dem. Tyve Par Øjne vendte sig imod mig.
"Smærtens Hus er forsvundet," sagde jeg. "Men det vil komme igen. I kan ikke se Herren. Men selv i dette Øjeblik lytter han histoppe."
"Det er sandt, det er sandt!" sagde Hunde-Manden.
Min Sikkerhed gjorde dem noget urolige. Et Dyr kan være baade glubskt og snedigt, men kun et rigtigt Menneske kan lyve. "Manden med den forbundne Arm fortæller en sælsom Ting," sagde en af Dyrefolkene.
"Jeg siger jer, at saadan er det," svarede jeg.
