221
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
"Herren og Smærtens Hus vil komme igen. Ve den, som bryder Loven!"
De saa nysgærrigt til hverandre. Med fremkunstlet Ligegyldighed begyndte jeg dovent at hakke i Jorden foran mig med min Økse. Jeg lagde Mærke til, at de betragtede de dybe Huller, som jeg huggede i Grønsværet.
Saa kom Satyren med en tvivlende Bemærkning; jeg svarede ham, hvorpaa et af de spættede Væsener gjorde Indvendinger, og en livlig Diskussion begyndte rundt om Baalet. Med hvert Minut følte jeg mere og mere, at jeg for Øjeblikket var i Sikkerhed. Jeg talte nu uden den Snappen efter Vejret, som skyldtes min stærke Spænding, og som i Begyndelsen havde generet mig. I Løbet af en Times Tid lykkedes det mig at overbevise adskillige af Dyrefolkene om Sandheden af, hvad jeg forsikrede, og gøre Størstedelen af de Øvrige tvivlraadige. Jeg holdt skarpt Udkig efter min Fjende Hyæne-Manden, men han viste sig ikke. Nu og da kunde en mistænkelig Bevægelse faa mig til at fare op, men min Tillidsfuldhed voksede hurtigt. Efterhaanden som Maanen begyndte at gaa ned, gav mine Tilhørere sig til at gabe — hvorved de viste de mærkværdigste Tænder i det hendøende Baals Skær — og een for een trak de
