14
DOKTOR MOREAUS Ø.
henne!" raabte han i en advarende Tone. Et Par Matroser kom til Syne forude.
Manden med det sorte Ansigt trillede omkring under Hundenes Fødder og hylede med en underlig Stemme. Ingen søgte at hjælpe ham. Dyrene gjorde deres Bedste for at plage ham og puffede til ham med deres Snuder. Deres smidige, graa Legemer opførte en rask Dans over den klodsede, udstrakte Skikkelse. Matroserne forude raabte til dem, som om det var herlige Løjer. Montgomery gav sig Luft i et vredt Udbrud og gik med lange Skridt henad Dækket.
Et Øjeblik efter var Manden med det sorte Ansigt kommen paa Benene og vaklede forud. Han snublede over mod Skanseklædningen ved Storvantet, hvor han blev staaende, pustende og skottende til Hundene over sin Skulder. Den rødhaarede Mand lo tilfredst.
"Hør en Gang, Kaptajn," sagde Montgomery, hvis Læspen traadte lidt tydeligere frem end sædvanlig, idet han greb den rødhaarede Mand ved Albuen, "dette her gaar ikke an."
Jeg stod bagved Montgomery. Skipperen drejede sig halvt om og betragtede ham med en drukken Mands sløve og højtidelige Blik. "Hvad gaar ikke an?" sagde han; og efter søvnigt at have
