235
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
af al Magt at finde en Udvej fra denne ene, sidste Vanskelighed. Stundom hengav jeg mig til vilde Udbrud af Raseri og huggede et eller andet ulykkeligt Træ til Splinter i min uudholdelige Ærgrelse. Men der faldt mig intet Middel ind.
Saa kom der tilsidst en Dag, en vidunderlig Dag, som jeg tilbragte i Henrykkelse. Jeg fik Øje paa et Sejl mod Sydvest — et lille Sejl, ligesom en lille Skonnerts — og øjeblikkeligt stak jeg Ild paa en stor Dynge Kvas, blev staaende ved Siden af og spejdede, til Trods for Baalets og Middagssolens Hede. Hele Dagen holdt jeg Øje med Sejlet uden at spise eller drikke, saa at det tilsidst svimlede for mig. Dyrene kom og gloede paa mig. syntes at undre sig, og gik bort igen. Fartøjet var endnu langt borte, da Aftenens Mørke opslugte det, men hele Natten arbejdede jeg med at holde Baalet i Brand, og Dyrenes forundrede Øjne skinnede ud fra Mørket. Ved Daggry var Sejlet kommen nærmere, og jeg kunde se, at det var en lille Baads snavsede, firkantede Sejl. Mine Øjne var saa trætte af at spejde, at mit Syn næsten svigtede mig. To Mænd sad i Bunden af Baaden, den ene i Boven og den anden ved Roret. Men Baaden sejlede saa løjerligt; den blev ikke holdt ordentligt op i Vinden, men girede og drev af.
