234
DOKTOR MOREAUS Ø.
Kækkeste af dem var allerede døde. Efter at min stakkels Hund, min sidste Ven, var bleven dræbt. optog ogsaa jeg til en vis Grad den Skik at sove om Dagen for at kunne være paa min Post om Natten. Jeg ombyggede min Hytte ved Indhegningens Mur og gjorde dens Aabning saa lille, at hvis nogen forsøgte paa at trænge derind, vilde det nødvendigvis gøre betydelig Støj. Dyrene havde ogsaa glemt Brugen af Ild, og deres fordums Frygt derfor var vaagnet igen. Jeg gav mig paany — og denne Gang med en næsten lidenskabelig Iver — til at hamre Pæle og Grene sammen til en Flaade, hvorpaa jeg kunde flygte.
Jeg havde tusind Vanskeligheder at overvinde. Jeg er overordentlig kejtet med mine Hænder, og i mine Skoledage var der ikke noget, der hed Sløjd, men paa en eller anden Maade lykkedes det mig tilsidst at tømre en klodset Flaade sammen, og denne Gang sørgede jeg for, at den var solid. Den eneste uoverstigelige Hindring var, at jeg ingen Beholder havde til det Drikkevand, som jeg nødvendigvis maatte medtage, dersom jeg begav mig ud paa dette ubefærdede Hav. Jeg tænkte paa at forsøge paa at lave mig et Lerkar, men jeg kunde intet Ler finde paa hele Øen. Jeg vandrede længe sløvt omkring paa Øen og stræbte
