En og tyvende Kapitel.
Mennesket alene.
Om Aftenen lettede jeg Anker og drev langsomt men sikkert ud i rum Sø for en mild sydvestlig Brise. Øen blev mindre og mindre, og den tynde Røgsøjles Linie fortonede sig svagere og svagere mod den røde Solnedgang. Endelig forsvandt den lave, mørke Plet i Horisonten, og jeg saa nu kun Oceanet rundt omkring mig. Dagslyset og det straalende Skær paa den vestlige Himmel blegnede og gled bort, som om det var et lysende Tæppe, der blev trukken til Side, og tilsidst stirrede jeg ind i det blaa, uendelige Dyb, som Dagens stærke Solskin plejer at skjule for vort Blik, og jeg saa Stjærnernes svævende Skarer. Havet var stille, Himlen var stille; jeg var alene med Natten og Stilheden.
Saaledes drev jeg i tre Døgn, spiste og drak kun lidt, grublede over alt, hvad der var hændet mig, men følte ikke nogen synderlig Lyst til igen
