239
MENNESKET ALENE.
at faa Mennesker at se. Een eneste snavset Pjalt Tøj bar jeg om Livet, og mit Haar var et forpjusket, sort Virvar; jeg er vis paa, at de, der fandt mig, ansaa mig for gal. Mærkeligt nok havde jeg aldeles intet Ønske om at vende tilbage til det menneskelige Samfund. Jeg var kun glad over at være sluppen bort fra de modbydelige Uhyrer. Den tredje Dag blev jeg taget op af en Brig, der sejlede fra Apia til San Francisko. Hverken Skipperen eller Styrmanden vilde tro min Fortælling; de mente, at jeg var gaaet fra Forstanden paa Grund af Ensomhed og Fare. Af Frygt for, at Andre skulde være af samme Anskuelse, undlod jeg at fortælle mine Æventyr oftere og paastod, at jeg ikke kunde huske noget af hvad der var hændt mig i Tiden mellem "Lady Vains" Undergang og min Frelse — det vil sige i et helt Aar.
Jeg maatte handle med største Varsomhed for at undgaa at blive mistænkt for at være sindssyg. Jeg pintes af min Erindring om Dyrefolkenes Lov, om de to døde Sømænd, om Bagholdene i Mørket, om Liget i Rørkrattet. Og — hvor unaturligt det end kan lyde — med min Tilbagekomst til Menneskenes Samfund fulgte ikke den Tillidsfuldhed og Sympathi, som jeg havde ventet, men en underlig Forøgelse af den Usikkerhed og Frygt,
