20
DOKTOR MOREAUS Ø.
med ham i en gnaven Tavshed, efter forskellige forgæves Anstrængelser fra min Side for at indlede en Samtale. Det slog mig ogsaa, at Folkene betragtede min Kammerat og hans Dyr paa en mærkelig fjendtlig Maade. Montgomery viste sig meget tavs angaaende sine Hensigter med disse Dyr og angaaende sit Bestemmelsessted, og skønt jeg følte min Nysgærrighed vokse, trængte jeg dog ikke ind paa ham.
Vi blev staaende agterude paa Dækket og talte sammen, indtil Himlen var helt oversaaet med Stjærner. Natten var meget stille; der hørtes kun af og til en Lyd fra den oplyste Bak og nu og da en Bevægelse af Dyrene. Pumaen havde rullet sig sammen og laa som en sort Klump i en Krog af sit Bur og betragtede os med skinnende Øjne. Hundene syntes at sove. Montgomery tog nogle Cigarer frem.
Han talte til mig om London i en Tone, som røbede en halvt smertelig Erindring, og gjorde mig en Mængde Spørgsmaal om, hvilke Forandringer der havde funden Sted der. Han talte som en Mand, der havde elsket Livet der, men som pludseligt og uigenkaldeligt var bleven afskaaret fra det. Jeg snakkede om dette og hint, saa godt jeg kunde. Men hele Tiden grublede jeg over hans Særhed,
