21
VED SKONNERTENS RÆLING.
og mens jeg talte, betragtede jeg hans løjerlige, blege Ansigt ved det svage Skær fra Lanternen i Nathuset bagved mig. Og derefter saa jeg ud over det skumrende Hav, hvor hans lille Ø skjulte sig i Mørket.
Det forekom mig, at denne Mand var traadt ud af Uendeligheden blot for at frelse mit Liv. I Morgen vilde han forlade Skibet og igen forsvinde ud af mit Liv. Selv under almindelige Omstændigheder vilde dette have gjort mig lidt tankefuld. Men her var for det første den Mærkelighed, at en Mand med en god Opdragelse boede paa denne ubekendte lille Ø, og i Forbindelse dermed Usædvanligheden af hans Rejsegods. Jeg greb mig i at gentage Skipperens Spørgsmaal: Hvad vilde han med de Dyr? Og hvorfor havde han ladt, som om de ikke tilhørte ham, da jeg gjorde min første Bemærkning om dem? Fremdeles var der ved hans Tjener noget Bizart, som havde gjort et dybt Indtryk paa mig. Disse Omstændigheder lagde en mystisk Taage over Manden. De lagde Beslag paa min Fantasi og lammede mine Talegaver.
Henimod Midnat døede vor Samtale om London hen, og vi stod Side om Side lænet til Skanseklædningen og stirrede drømmende ud over det tavse Hav, der blinkede i Stjærnernes Skær — hver af
