Fjerde Kapitel.
Manden, som intet Sted havde at ty hen.
Tidligt om Morgenen — det var den anden Morgen, efter at jeg var kommen til mig selv igen, og den fjerde, tror jeg, efter at jeg var bleven funden i Baaden — vaagnede jeg op af en Række vilde Drømme, Drømme om Kanoner og hylende Folkeskarer, og hørte hæse Raab ovenover mig. Jeg gned mine Øjne og laa og lyttede til Støjen en kort Stund uden rigtigt at være klar over, hvor jeg befandt mig. Saa lød der pludselig en Sjasken af bare Fødder, Larmen af tunge Genstande, der blev kastede omkring, og en voldsom Knagen og Raslen af Lænker. Jeg hørte Vandets Brusen, idet Skibet pludselig drejede, og en skummende, gulgrøn Bølge sprøjtede henover det lille, runde Koøje i min Kahyt, saa at det blev pjaskvaadt. Jeg trak hurtigt mine Klæder paa og gik op paa Dækket.
Da jeg kom op ad Trappen, saa jeg Skipperens brede Ryg og røde Haar mod den gyldne
