27
MANDEN, SOM INTET STED HAVDE AT TY HEN.
Himmel — thi Solen var netop ved at staa op — og over hans Skulder saa jeg Pumaen hænge i en Tallie, der var fastgjort ved Mesangaffelen. Det arme Dyr syntes at være frygteligt forskrækket og krøb sammen paa Bunden af sit lille Bur. "Over Bord med dem!" brølede Skipperen. "Over Bord med dem! Nu faar vi snart Skibet renset, Gud være lovet! Nu faar vi snart Skibet renset!"
Han stod i Vejen for mig, saa at jeg nødvendigvis maatte berøre hans Skulder for at komme op paa Dækket. Det gav et Sæt i ham, han drejede sig om og vaklede et Par Skridt tilbage for at stirre paa mig. Det var let at se, at Manden endnu var beruset. "Halløj!" sagde han dumt, men saa viste der sig et Blink i hans Øjne. og han vedblev: "Hvad for noget, det er jo Herr — Herr —?"
"Prendick," sagde jeg.
"Ad Helvede til med Prendick!" sagde han. "Hold Mund — det er Deres Navn. Herr Hold Mund."
Det var ingen Nytte til at svare det Bæst. Men hans næste Bevægelse kom mig unægteligt uventet. Han strakte Haanden ud mod Falderebet, ved hvilket Montgomery stod og talte med en sværtbygget, hvidhaaret Mand i snavset, blaa Flonelsdragt, som øjensynligt netop var kommen
