31
MANDEN, SOM INTET STED HAVDE AT TY HEN.
somt paa, hvad Skæbnen vilde bringe, og Arbejdet med at stuve Montgomerys Ejendele ned i Baaden fortsattes, som om jeg aldeles ikke eksisterede.
Dette Arbejde var snart færdigt, og saa fulgte en Kamp; til Trods for min — for Resten temmelig svage — Modstand blev jeg trukken hen til Falderebet. Selv i det Øjeblik lagde jeg Mærke til, hvilke sælsomme, brune Ansigter de Mænd havde, som sad hos Montgomery i Baaden. Men Baaden var nu fuldt lastet og blev hurtigt skudt fra. Et bredt Gab af grønt Vand viste sig under mig, og jeg kastede mig bagover af alle Kræfter for ikke at gaa paa Hovedet i Vandet.
Mændene i Baaden udstødte nogle Spottende Raab, og jeg hørte Montgomery bande dem. Og saa slæbte Skipperen, hjulpen af Styrmanden og en af Matroserne, mig agterud. Den lille Jolle fra "Lady Vain" laa paa Slæb under Agterspejlet; den var halvt fuld af Vand, havde ingen Aarer og ikke Spor af Levnedsmidler om Bord. Jeg nægtede at gaa ned i den og kastede mig, ligesaa lang jeg var, paa Dækket. Det endte med, at de hejsede mig ned i den med et Tov — thi de havde intet Faldereb agterude — og kastede mig los.
Jeg drev langsomt bort fra Skonnerten. I en Slags bedøvet Tilstand saa jeg alle Mand give sig
