59
PUMAENS HYL.
søvndyssende Hede, forbi Hovedindgangen, der stadig var aflaaset, og drejede om Hjørnet af Muren.
Hylene lød endnu højere herude. Det var, som om al Smærte i hele Verden havde fundet Mæle. Og dog, selv om jeg havde vidst, at en saadan Smærte fandtes i Værelset ved Siden af mig, saa tror jeg — jeg har tænkt over det senere — at jeg meget godt kunde have fundet mig deri, hvis den blot havde været stum. Det er, naar Lidelse finder Mæle og faar vore Nerver til at skælve, at denne Medlidenhed kommer og generer os. Men til Trods for det straalende Solskin og Træernes grønne Kroner, der viftede i den blide Havbrise, var hele Verden et Virvar, og sorte og røde Spøgelser dansede for mine Øjne, indtil jeg var udenfor Hørevidde af Huset i Stenindhegningen.
