58
DOKTOR MOREAUS Ø.
at fremhæve den Kendsgærning, at jeg skyldte ham mit Liv. Jeg gav kun adspredte Svar. Snart efter sluttede vi vort Maaltid, det vanskabte Uhyre med de spidse Øren tog af Bordet, og Montgomery lod mig paany alene i Værelset. Hele Tiden befandt han sig i en Tilstand af slet skjult Ophidselse over Støjen fra den vivisekerede Puma. Han talte om, hvor tilbøjelig han var til at blive nervøs, og hans Væsen viste tydeligt, at han havde Ret.
Jeg fandt selv, at Hylene var ualmindeligt pinlige at høre paa, og at deres Dybde og Voldsomhed tog til, efterhaanden som Eftermiddagen gik. De var uhyggelige nok i Begyndelsen, men deres stadige Stigen gjorde det tilsidst fuldstændigt af med min Sindsligevægt. Jeg kastede en Oversættelse af Horats fra mig, som jeg havde læst i, og begyndte at knytte Næverne, bide mig i Læberne og gaa op og ned ad Gulvet.
Snart efter gav jeg mig til at stoppe Fingrene i Ørene.
Disse Hyls gribende Anklage gjorde mere og mere Indtryk paa mig og voksede tilsidst til et saa frygteligt Udtryk for Lidelse, at jeg ikke længere kunde holde dem ud i det indelukkede Værelse. Jeg gik ud ad Døren, ud i den sene Eftermiddags
