57
PUMAENS HYL.
af Musklerne .... Det er, ligesom om der var noget djævelsk ved ham, rent ud sagt."
Montgomery havde holdt op med at spise, mens jeg sagde dette. "Det var da sært," svarede han. "Det kan jeg ikke se noget til."
Han gav sig igen i Lag med Maaltidet. "Det havde jeg ingen Anelse om," sagde han tyggende. "Skonnertens Mandskab .... maa have haft samme Følelse .... de var svært paa Nakken af den arme Djævel .... De husker nok Skipperen?"
Pludselig hylede Pumaen igen, denne Gang endnu mere smærteligt. Montgomery bandede halvhøjt. Jeg var halvvejs til Sinds at udspørge ham angaaende Mændene paa Strandbredden. Saa udstødte det arme Dyr derinde en Række korte, skarpe Hvin.
"Deres Mænd paa Strandbredden," sagde jeg, "af hvilken Race er de?"
"Brillante Fyre, ikke sandt?" svarede han aandsfraværende og rynkede Panden, mens Dyret hylede frygteligt. Jeg tav. Der kom et nyt Hvin, endnu værre end de foregaaende. Han saa paa mig med sine sløve, graa Øjne og skænkede sig saa noget mere Whisky. Han forsøgte at indvikle mig i en Diskussion om Alkohol, idet han forsikrede at have frelst mit Liv dermed. Han syntes ivrig for
