61
I SKOVEN.
Slyngplanter, og over disse atter Himlens klare Blaa. Hist og her betegnede en hvid eller rød Plet en eller anden klatrende Snylteplantes Blomst. En Stund lod jeg mit Blik strejfe henover dette Billede, og saa begyndte jeg paany at gruble over Montgomerys Tjeners besynderlige Ejendommeligheder. Men det var for hedt til, at man rigtigt kunde tænke, og jeg sank snart hen i en Tilstand, der var midt imellem Slumren og Vaagen.
Hvor længe jeg sad saaledes, ved jeg ikke, men jeg vaktes ved en Raslen i Buskadset paa den anden Side af Strømmen. I det første Øjeblik kunde jeg ikke se andet end de svajende Toppe af Bregnerne og Sivene. Men saa viste der sig pludselig paa Strømmens Bred et Væsen — i Begyndelsen kunde jeg ikke skælne, hvad det var for et. Det bøjede Hovedet ned mod Vandet og gav sig til at drikke. Da saa jeg, at det var et Menneske, som gik paa alle fire ligesom et Dyr!
Han var iført en blaa Klædesdragt og havde en kobberfarvet Hud og sort Haar. Det syntes, som om grotesk Hæslighed var en fælles Ejendommelighed for alle denne Øs Indbyggere uden Undtagelse. Jeg kunde høre ham suge Vandet op med Munden, mens han drak.
Jeg bøjede mig forover for bedre at kunne se
