62
DOKTOR MOREAUS Ø.
ham; et Stykke Lava løsnede sig under min Haand og trillede klaprende ned ad Skrænten. Han saa op med et brødefuldt Blik, og hans Øjne mødte mine. Straks rejste han sig over Ende og blev staaende, tørrede sig om Munden med sin klodsede Haand og betragtede mig. Hans Ben var næppe halvt saa lange som hans Krop. Saaledes vedblev vi at stirre paa hinanden i maaske et Minut. Saa luskede han ind imellem Buskene til højre for mig, standsende een eller to Gange for at se sig tilbage, og jeg hørte Kvistenes Raslen blive svagere og dø hen, efterhaanden som han fjærnede sig. Af og til drejede han sig og betragtede mig med en stiv Stirren. Længe efter at han var forsvunden, blev jeg siddende over Ende og stirrede i den Retning, han var gaaet. Min søvnige Ro var som blæst bort.
Jeg blev opskræmmet ved en Støj bagved mig, og idet jeg hurtigt vendte mig om, saa jeg en Kanins daskende, hvide Hale forsvinde op ad Skrænten. Jeg sprang op.
Synet af denne groteske, halvt dyriske Skabning havde pludselig befolket det stille Landskab for min Fantasi. Jeg saa mig temmelig nervøst om og tænkte med Beklagelse paa, at jeg var ubevæbnet. Saa faldt det mig ind, at den Mand, jeg netop havde set, havde været klædt i blaat
