65
I SKOVEN.
af Vindfælder; unge Planter spirede allerede frem for at kæmpe om den tomme Plads, og paa den anden Side lukkedes Udsigten atter af det tætte Virvar af Stammer, slyngende Ranker og Pletter af Svampe og Blomster. Foran mig sad tre groteske Menneskeskikkelser paa Hug paa de trøskede Levninger af et vældigt, omstyrtet Træ, uden endnu at have lagt Mærke til min Nærhed. Den ene var øjensynligt en Kvinde. De to andre var Mænd. De var nøgne, med Undtagelse af, at de havde svøbt et Stykke højrødt Klæde om Lænderne, og deres Hud havde en grumset lyserød eller lys graabrun Farve, som jeg aldrig før havde set hos Vilde. De havde fede, grove Ansigter uden Hage, med skraa Pander, og et sparsomt, stridt Haar paa Hovedet. Aldrig før havde jeg truffet saa dyrisk udseende Skabninger.
De talte sammen, eller rettere sagt, en af Mændene talte til de to andre, og alle tre var altfor optagne til at lægge Mærke til den Raslen i Løvet, som jeg havde frembragt ved at nærme mig. De rokkede fra Side til Side med Hovedet og Skuldrene. Talerens Stemme lød tyk og slubrende, og skønt jeg tydeligt kunde høre hvert Ord, han sagde, kunde jeg dog ikke forstaa ham. Han syntes mig at deklamere et eller andet indviklet
