82
DOKTOR MOREAUS Ø.
Da dette gik op for mig, rejste jeg mig, skred med tre Skridt gennem Værelset, greb Haandtaget paa Døren til Gaarden og stødte den op.
"Prendick, Menneske! Stop!" raabte Montgomery og sprang til. En forskrækket jagthund bjæffede og knurrede. Der var Blod i Rendestenen. saa jeg, levret, men ogsaa noget friskt, og jeg mærkede den ejendommelige Lugt af Karbolsyre. Gennem en aaben Dør paa den anden Side af Gaarden saa jeg inde i et halvmørkt Værelse et Væsen ligge ynkeligt bunden paa et Stillads — fuldt af Saar, blodigt og indsvøbt i Bandager. Men saa skjultes alt dette af gamle Moreaus Ansigt, blegt og frygteligt.
Øjeblikkeligt greb han mig i Skulderen med en blodbesmurt Haand, løftede mig helt op fra Jorden og slyngede mig hovedkulds tilbage i mit eget Værelse. Han løftede mig ligesaa let, som om jeg var et lille Barn. Jeg faldt, saa lang jeg var, paa Gulvet, og Døren blev slaaet i og skjulte hans Ansigt med dets Udtryk af voldsom Lidenskabelighed. Derpaa hørte jeg Nøglen blive drejet om i Laasen, og Montgomerys bebrejdende Stemme.
"Tilintetgøre et helt Livs Arbejde!" hørte jeg Moreau sige.