81
MENNESKESTEMMEN.
"Naa, hvordan gaar det? Godt?" spurgte han. "Jeg har voldsomt travlt. " Og dermed lukkede han Døren igen. Senere opdagede jeg, at han glemte at aflaase den.
Saa kom jeg til at huske paa det Udtryk, hans Ansigt havde haft den foregaaende Aften, og dermed begyndte Erindringen om Alt, hvad jeg havde oplevet, igen at dukke frem. Netop mens Skrækken atter greb mig, lød der et Skrig indefra. Men denne Gang var det ikke et Skrig af en Puma.
Jeg lagde den Bid Mad, som jeg var i Færd med at føre til Læberne, fra mig og lyttede. Alt var stille, undtagen Morgenluftens Susen. Jeg begyndte at tro, at jeg havde hørt fejl.
Efter et langt Ophold genoptog jeg mit Maaltid, men spidsede dog stadig Øren. Lidt efter hørte jeg en ganske svag og sagte Lyd. Jeg sad som forstenet. Hvor svag og ubestemt den end var, greb den mig dybere end Alt, hvad jeg hidtil havde hørt af Rædslerne bagved Muren. Denne Gang var det ikke muligt at tage fejl af disse utydelige, afbrudte Lyde eller at tvivle om, hvorfra de kom. Det var en Stønnen, afbrudt af pinlig Hulken og Gispen. Nu nærede jeg ingen Tvivl om dens Betydning; det var et menneskeligt Væsen, der martredes!
