86
DOKTOR MOREAUS Ø.
havde taget paa min Udflugt den foregaaende Dag. Een Gang, mens jeg styrtede af Sted op ad Strandbredden, drejede jeg Hovedet og saa, at hans Tjener var med ham. Jeg løb i en rasende Fart op ad Skrænten, over den, og drejede saa mod Øst gennem en klippefuld Dal, der paa begge Sider var bevokset med Krat. Jeg løb maaske en Fjerdingvej i det Hele, med stønnende Aandedræt og Blodet hamrende i mine Øren, og derefter, da jeg ikke hørte noget til Montgomery eller hans Tjener og følte mig paa Randen af fuldstændig Udmattelse, drejede jeg skarpt af, styrede mod den Kant, hvor jeg tænkte, at Stranden fandtes, og lagde mig ned i Ly af et Rørkrat.
Der blev jeg liggende i lang Tid, altfor bange til at røre mig, og sandt at sige altfor bange til blot at udkaste en Plan for, hvad jeg skulde gøre. Det vilde Landskab rundt om mig laa tavst, slumrende i Solskinnet, og den eneste Lyd i Nærheden af mig var den spinkle Surren af nogle smaa Myg, der havde opdaget mig. Lidt efter skælnede jeg en anden dump, ensformig Lyd — Bølgernes Brusen mod Stranden.
Efter omtrent en Times Forløb hørte jeg Montgomery raabe mit Navn langt borte mod Nord. Det fik mig til at tænke paa, hvad der var at gøre. Saa vidt jeg den Gang kunde forstaa, var Øen kun
