Side:Dom-GF-redigeret-version.pdf/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Side 11/31

Dette gælder i dag for ægtepar og vil fremover også gælde for samlevende. Det beløb, der afkræves den forsømmelige forsørger, er det beløb, der er udbetalt til samleveren, herunder til hjælp til forsørgelse af et eventuelt særbarn. Forsørgelsespligten mellem samlevende gælder kun ved modtagelse af eller ansøgning om uddannelses- eller kontanthjælp. Det er således en konsekvens af den foreslåede gensidige forsørgelsespligt mellem samlevende, at en samlever, der ikke bliver faktisk forsørget af sin samlever, kan gå til kommunen og ansøge om uddannelses- eller kontanthjælp. Udbetales der uddannelses- eller kontanthjælp, kan kommunen herefter opkræve den udbetalte hjælp hos samleveren med forsørgelsespligt, og derved fastholdes samleveren på sin forsørgelsespligt i forbindelse med den anden samlevers ansøgning om uddannelses- eller kontanthjælp. Der vil ikke i anden sammenhæng gælde en regel om en gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende. En samlever kan således ikke – som ægtefæller kan - få den anden samlever sat i bidrag.”

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget i Folketinget stillede Folketingets Beskæftigelsesudvalg en række spørgsmål om den gensidige forsørgelsespligt til den daværende beskæftigelsesminister. Blandt disse spørgsmål besvarede beskæftigelsesministeren følgende spørgsmål således:

” Spørgsmål nr. 3:
”Kan ministeren bekræfte, at indførelsen af den gensidige forsørgerpligt samtidig medfører en alvorlig forskelsbehandling mellem ægtefæller på den ene side og samlevende kontanthjælpsmodtagere på den anden side, idet samleveren til en kontanthjælpsmodtager ikke vil kunne udnytte kontanthjælpsmodtagernes bundfradrag, ligesom kontanthjælpsmodtageren skal betale skat af værdien af det underhold, som samleveren yder? Såfremt ministeren kan bekræfte dette, vil ministeren så erkende, at det er misvisende at fremstille det, som om kontanthjælpsreformen medfører en ligestilling mellem ægtefolk og samlevende? Ministeren bedes samtidig oplyse om der er andre forhold – f.eks. arveret m.m. - hvor kontanthjælpsreformen vil medføre en forskelsbehandling mellem ægtefæller og samlevende?”
Endeligt svar:
Med aftalen om en kontanthjælpsreform indføres der forsørgelsespligt over for hinanden for papirløst samlevende par, hvorved der fremover vil være større ensartethed mellem ægtepar og papirløst samlevende par i kontanthjælpssystemet end tidligere. Således fremgår det af de generelle bemærkninger til lovforslaget pkt. 2.3.2.:
”Med dette lovforslag indføres en tilsvarende forsørgelsespligt mellem samlevende personer, dog afgrænset til alene at gælde i de tilfælde, hvor den ene eller begge skulle få brug for hjælp til forsørgelse, og som efter de gældende regler vil kunne søge om og modtage hjælp.