4
trykke ham. Sit Arbejde havde han helt lagt til Side — han vilde ikke mere bestille noget. Han frygtede derfor heller ikke sin Værtinde, hvad hun end havde i Sinde imod ham; men at skulle blive staaende paa Trappen og høre paa al Slags Hverdagssladder, som slet ikke kom ham ved, at blive krævet for Huslejen, at høre Besværinger og Klager, og saa at maatte undskylde sig med en Nødløgn — nej, saa vilde han heller liste sig ned ad Trappen som en Kat uden at blive set af nogen.
Da han kom ud paa Gaden undrede han sig alligevel over sin Frygt for at møde Værtinden.
„Saadant et Vovestykke jeg har for, og skælver dog for en Ubetydelighed!” tænkte han ved sig selv og smilte. „Hm. … ja … vi Mennesker kan alt … og saa lader vi alligevel alt snappe bort lige for vor Næse — naar vi er fejge. Der er ingen Tvivl derom. Hvad er det, Menneskene frygter for? Et nyt Skridt, en ny Idé frygter de dog mer end alt andet … Jeg gaar for meget og snakker! — derfor udretter jeg intet — jeg bare snakker! — Og jeg snakker vel ogsaa saa meget, fordi jeg ingen Ting udretter. Det er først i den sidste Maanedstid jeg har lært saadan at gaa og snakke — fra den Gang jeg Dag og Nat laa i Krogen og drømte — om Æventyr. — Men hvorfor gaar jeg egenlig ud nu? — Er jeg allerede i Stand til at udføre min Plan? — Er det mit oprigtige Alvor? — Vist ikke nej! — Jeg morer mig bare med at fantasere! — Narrestreger — andet end Narrestreger!”
Heden paa Gaden var uudholdelig, Luften tung og kvælende, overalt var der Kalk, Stilladser, Mursten og Støv og saa denne lumre Sommerlugt, som enhver Petersborger, der ikke har Raad til at flytte paa Landet, kender saa godt. Alt dette pinte den unge Mands Nerver, der var forpinte nok i Forvejen.
