95
Og imidlertid havde Klokken maaske allerede slaaet seks … En usædvanlig, feberagtig, forvirret Travlhed fulgte pludselig ovenpaa Søvnen og Sløvheden. Der var for Resten ikke mange Forberedelser at gøre; han anstrængte sin Hjærne for at overtænke alt og ikke glemme noget. Hjærtet bankede saa voldsomt, at han næsten ikke kunde trække Vejret. Først og fremmest maatte der laves en Strop, som blev fastsyet til Overfrakken; det var gjort paa en Minut. Han stak Haanden ind under Puden, søgte mellem en Del Linned og trak en gammel, pjaltet, smudsig Skjorte frem; han rev en Strimmel af den, en femten Tommer lang og en Tømme bred. Denne Strimmel lagde han dobbelt, trak sin vide, stærke Sommerfrakke af — den eneste Overfrakke han ejede — og syede begge Ender af Strimlen fast indvendig under Armhullet. Hans Hænder rystede under Syningen, men han betvang sig, og da han atter trak Overfrakken paa, var der intet at se udvendig fra.
Han havde allerede i lang Tid haft Naal og Traad liggende i Bordskuffen. Hvad særlig Stroppen angik, da var det hans egen listige Opfindelse, der var bestemt til Øksen. Han kunde jo nemlig ikke godt gaa hen ad Gaden med en Økse i Haanden, og havde han ganske simpelt baaret den under Frakken, maatte han have holdt fast paa den med Haanden, og det kunde man let have opdaget. Men naar han havde Stroppen, kunde han stikke Øksebladet deri, og saa hang Øksen ganske rolig under Armen paa ham. Stak han saa bare Haanden ned i Lommen, kunde han ogsaa holde fast paa Skaftet, saa det ikke hang og dinglede. Og da Frakken næsten var lige saa rummelig og vid som en Sæk, var det heller ikke muligt udenfra at opdage, at han holdt fast paa noget indenfor Lommen. Denne strop havde han funden paa for et Par Uger siden.
