124
Den Overbevisning, at alt, Hukommelsen, ja selv den simple Ævne til at overlægge, syntes at have forladt ham. Dette begyndte at irritere ham paa en uudholdelig Maade.
„Naa, begynder det maaske allerede? — skulde Straffen allerede begynde? Der, der, det synes virkelig saaledes!” De afskaarne Frynser, som han havde skaaret af Benklæderne, laa midt paa Gulvet; den første den bedste, som kom ind i Værelset, havde maattet lægge Mærke til dem!
„Hvordan er det egentlig fat med mig!” udbrød han som en Fortabt.
Da paatvang der sig ham en underlig Tanke: maaske er hele Klædningen besudlet med Blod, maaske var der overalt Blodpletter, som han ikke kunde opdage, fordi hans Iagttagelsesævne var svækket, sønderrevet … hans Forstand formørket …
Lige med ét huskede han paa, at der ogsaa havde været Blod paa Pungen. „Ha, altsaa maa der ogsaa være Blodspor i Lommen, for jeg stak jo den Gang den vaade Pung ned i den!” Øjeblikkelig krængede han Lommen ud og — rigtig, der var tydelige Blodspor paa Foret!
Saa har jeg altsaa ikke helt og holdent mistet Forstanden, siden jeg selv kom i Tanke om det! tænkte han triumferende og aandede dybt og tilfreds; — det var bare en Febersvaghed, en øjeblikkelig Aandsfraværelse; og han rev hele den venstre Lomme ud af Benklæderne.
I dette Øjeblik faldt der en Lysstraale paa hans venstre Støvle, paa Strømpen, der kiggede ud af den, syntes der ogsaa at være Blodspor.
Han tog Støvlen af sig — og rigtig nok, hele Strømpetaaen var gennemtrukken med Blod; sandsynligvis, havde han været saa uforsigtig at træde i Blodpølen … Hvad skal jeg gøre ved det? Hvor
