123
et Sted, hvor Tapetet var sprunget saa langt fra Væggen, at han kunde gemme det derinde; det gik ind altsammen. Nu er det da i det mindste ude af Syne, Pungen ogsaa, tænkte han lettet, rejste sig atter og saa tankeløst hen i Krogen, hvor Tapetet var kommen til at staa endnu mere ud fra Væggen end før.
Pludselig foer der ham atter en Skræk i Blodet. „Min Gud!” hviskede han fortvivlet, „hvad er det jeg gør? … er det skjult der? … er det paa den Maade man skjuler noget?”
Han havde slet ikke tænkt paa Genstandene; han havde kun troet det drejede sig om Penge og havde derfor ikke sørget for noget Gemmested. Men jeg kan jo ikke slaa mig til Ro med dette? Gemmer man virkelig noget saa overfladisk! Jeg tror jeg har mistet min Forstand!
Aldeles udmattet satte han sig paa Sofaen, og straks rystede atter den ulidelige Feber ham. Mekanisk trak han den varme Overfrakke, som laa paa Stolen ved Siden af ham hen til sig, og dækkede sig til med den. Søvn og Sanseløshed overvældede ham straks.
Men allerede fem Minuter efter sprang han atter op og klædte sig paa i et Slags Raseri. „Hvorledes kunde han give sig til at sove, naar der endnu ingen Ting var gjort? Rigtig, saaledes er det! … Stroppen under Armhulen har jeg endnu ikke taget bort! Glemt! at kunne glemme noget saadant! Det er jo et tydeligt Bevis!” Han rev Stroppen af og rev den i Stykker, som han stoppede ind under Puden mellem Linnedet. — „Iturevne Lærredsstykker kan da i al Fald aldrig vække Mistanke; det forekommer da mig, det forekommer da mig,” gentog han, medens han stod midt i Værelset og saa sig om.
