128
„Ja, hvad vil nu det betyde? Jeg har jo aldrig før havt noget med Politiet at gøre! Og hvorfor netop nu?” Det var en kvælende Uvished. „Herre Gud! gid det snart havde en Ende!”
Han vilde lige til at kaste sig paa Knæ for at bede; men saa maatte han smile, ikke over Bønnen, men over sig selv.
Han klædte sig hurtigt paa. „Skal jeg nu engang gaa til Grunde, saa kan det ogsaa være det sammen. Skulde jeg trække Strømpen paa! Naar den kommer ud i Støvet, bliver den endnu skidnere, og Blodsporene gaar væk. Men næppe havde han faaet den paa, saa tog han den af igen med Afsky og Væmmelse. Efter at have grundet en Stund over, at han egenlig ikke havde nogen anden Strømpe, trak han den atter paa og smilte igen.
Alt i denne Verden er kun betinget, relativt, alting er kun ydre Spilfægteri! tænkte han flygtigt og skælvede over hele Legemet, — nu har jeg trukket den paa igen, jeg har jo intet andet Valg!
Hans Smil forandrede sig straks til Fortvivlelse. Nej, jeg har ingen Kræfter … tænkte han. Hans Hoved brændte af Hede. Det er bare en Rævestreg! De vil lokke mig derhen med List og saa pludselig overrumple mig, vedblev han, idet han gik ned ad Trappen. Det værste er, at jeg har feber, jeg kan gærne komme til at røbe mig ved en eller anden Dumhed.
Paa Trappen kom han i Tanker om, at han havde ladet alle Sagerne ligge aabent bag Tapetet, og at man maaske i hans Fraværelse kunde komme og gøre Husundersøgelse, — han blev staaende. Men han var saa overmandet af Fortvivlelse og af et Slags Ligegyldighed overfor sin mulige Undergang, at han opgav alt Haab og gik videre.
„Naar det bare snart vilde faa en Ende!”
