129
Ude var det atter en forfærdelig Hede, ikke en Regndraabe hele Dagen. Der var den samme støvede Luft, samme Stank fra Butiker og Ølkældere, drukne Folk for hvert Skridt, man gik, finske Skræppehandlere og invalide Drosker. Solen blændede hans Øjne i den Grad, at de gjorde ondt, og det svimlede for ham. Det plejer jo at være saaledes under en Feber, naar man gaar ud paa en hed, solrig Dag.
Da han gik om Hjørnet, saa han med kvælende Uro paa hver Gade, hvert … og han maatte vende Blikket bort.
Hvis man spørger mig, bekender jeg maaske, tænkte han, idet han nærmede sig Politikontoret.
Dette laa omtrent en Fjerdingsvej fra hans Hjem og var først for nylig flyttet ind i et nyt Hus i fjerde Etage. I det forrige Lokale havde han været en Gang for lang Tid siden. — Da han kom ind i Porten, saa han tilhøjre en Trappe, fra hvilken en Mand kom ned med en Bog i Haanden. Det er et Bud, altsaa maa Kontoret ogsaa være her,” tænkte han og steg op ad Trappen. Han havde ikke Mod til at spørge sig for.
Jeg vil gaa ind, knæle ned og bekende det Hele, tænkte han, medens han gik op til fjerde Etage.
Trappen var snæver, stejl og tilsølet med Vand. Alle Køkkener i Lejlighederne i de fire Etager vendte ud mod denne Trappe og stod aabne næsten hele Dagen. Deraf kom den kvalme Atmosfære. Stadigvæk gik Bude og Kontorister med Bøger under Armen op og ned. Døren til Kontoret stod ligeledes aaben paa vid Gab. Her stod nogle Bønder og ventede.
Ogsaa her var en knælende Luft, og desuden var Værelserne nymalede, saa Malerlugten næsten hindrede Aandedrættet. Efter at han havde ventet lidt, besluttede han sig til at gaa ind i næste Væ-
