130
relse. Det var kun smaa, lave Stuer. En pinlig Utaalmodighed drev ham videre; ingen agtede paa ham. I det andet Værelse sad nogle Kontorfolk, der kun var lidet bedre klædte end ham selv. Han vendte sig til en af dem.
„Hvad vil Du?”
Han viste sin Stævning.
„De er Student?” spurgte Skriveren og saa i Stævningen.
„Ja, jeg har været Student.”
Skriveren saa paa ham, men uden at røbe synderlig Nysgærrighed. Det var en lurvet Person med et sløvt Blik.
Af ham faar jeg ikke noget at vide: han lader fem være lige, tænkte Raskolnikow.
„Gaa derind, til Sekretæren,” sagde Skriveren og pegede med Fingeren paa det inderste Værelse.
Raskolnikow traadte ind i dette Værelse, som var det fjerde i Rækken. Det var trangt og fuldt af Folk, blandt hvilke der var nogle bedre klædte. Der var ogsaa to Damer iblandt dem, den ene fattig klædt og i Sorg, hun sad ved et Bord lige overfor Sekretæren og skrev, hvad denne dikterede. Den anden Dame var meget tyk, purpurrød og fregnet i Ansigtet; det var en svær Madam, udfordrende klædt, med Brystnaal af Størrelse som Laaget paa en Sukkerskaal; hun stod afsides og ventede paa noget.
Raskolnikow skød sit Papir hen til Sekretæren. Han saa paa det og sagde: „Vent lidt,” hvorefter han vedblev at diktere for den sørgeklædte Dame.
Raskolnikow aandede lettere. Det kan sikkert ikke være det! Han begyndte at fatte Mod og foresatte sig at være rolig.
Den mindste Dumhed, den ringeste Uforsigtighed kan forraade mig! Hm! … Skade, at der er saa
