133
„Jeg skriger ikke, jeg taler meget rolig, men det er Dem, som raaber op til mig, jeg er Student, og jeg taaler ikke, at man tiltaler mig paa den Maade!”
Adjudanten var saa forbitret, at han i første Øjeblik ikke kunde faa et Ord frem; der kom kun Spyt ud af hans Mund. Han sprang op.
„Vil De tie! De staar i et Retslokale. Ingen Grovheder, min Herre!”
„De er ogsaa i et Retslokale,” raabte Raskolnikow til ham, „og De ikke alene skriger op, men De røger en Cigaret, gør altsaa Brud paa alle Former!” Det gjorde ham ordentlig godt, da han havde sagt det.
Sekretæren saa smilende paa dem begge to. Den hidsige Officer var aabenbart forbløffet.
„Det kommer ikke Dem ved!” raabte han endelig meget højt; „se der, værs'god svar paa denne Fordring, som er indleveret imod Dem. Vis ham den, Alexander Grigorjewitch. En Klage! De betaler ikke! Jo, De er en net Kavallér!”
Men Raskolnikow hørte ikke længer paa ham, han fordybede sig ivrig i Papiret, for hurtigst muligt at finde Gaadens Løsning. Han læste én Gang, han læste to — og forstod ingen Ting.
„Hvad er dette for noget, da?” spurgte han Sekretæren.
„Det er Penge, De skal ud med i Følge Kontrakt, en Politi-Rekvisition. De har enten at indbetale Summen og alle Omkostninger, eller De maa afgive en skriftlig Erklæring om, naar De kan betale; ligeledes maa De forpligte Dem til ikke at forlade Hovedstaden, før De har betalt, og ikke hverken sælge eller bortflytte deres Ejendom. Men deres Kreditor har Ret til at lade deres Ejendom sælge og i øvrigt forfare med Dem efter Loven.”
