134
„Ja, men … jeg staar ikke i Gæld til nogen som helst.”
„Det kommer ikke os ved. Her ligger en forfalden og lovlig protesteret Lejekontrakt til Beløb hundrede femti Rubler, som De for ni Maaneder siden har udstedt til Enken efter Kollegie-Assessor Sarnitzin; af Enken Sarnitzin er den overdragen til Hofraad Tschebarow, og vi forlanger en Erklæring desangaaende.”
„Men det er jo min Husværtinde?”
„Hvad kommer det Sagen ved, at det er Deres Husværtinde?”
Sekretæren saa paa ham med et medlidende Smil, som paa en Novice, der skal gennemgaa de første Lærdomme, og lige som om han vilde sige: „Naa, hvorledes er Du nu til Mode?” Men hvad bryder Raskolnikow sig nu om en Forskrivelse, en Gældseksekution!… Kunde det vel lønne sig at være urolig over eller endog kun agte paa sligt! Han stod der, læste, spurgte endog, men alt kun mekanisk.
Selvopholdelsens Triumf, Redningen fra en Fare, som han lige nylig frygtede, — det var det, som i dette Øjeblik opfyldte hele hans Tanke. Det var et Øjeblik af umiddelbar, ren dyrisk Glæde.
Men i næste Øjeblik var det som alle vrede Elementer blev slupne løs i Kontoret. Løjtnanten, som endnu var ganske ophidset af den Ringeagt, han havde mødt, og som ønskede Oprejsning for sin saarede Egenkærlighed, kastede sig med al sin Energi over den ulykkelige „prægtige” Dame, der siden hans Ankomst havde siddet og gloet paa ham med sit dummeste Smil.
„Ak Du, — — — — — — — — —!” (Udtryk, som ikke lader sig gengive paa Tryk), skreg han pludselig af fuld Hals — dog først efter at den sørgeklædte Dame
