Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/141

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

135

havde fjærnet sig — hvad er det, som er passeret hos Dig forleden Nat? Atter Skam, Skændsel og Skandale, saa det kunde høres i hele Gaden. Atter Svir og Slagsmaal! Kanske Du ønsker at komme i Arbejdshuset? Har jeg ikke sagt Dig, ja, har jeg ikke over ti Gange advaret Dig, at Du ikke kan vente nogen Naade den ellevte Gang! Og alligevel nu igen, Du din — — —!”

Papiret var næsten ved at falde ud af Haanden paa Raskolnikow, og han saa forundret paa den pyntede Dame, der fik saadan en Overhaling; snart forstod han dog, hvad det gjaldt, og Sagen begyndte at more ham. Han kunde gærne have givet sig til at le — le!

Det trak i alle hans Nerver.

„Ilja Petrowitsch!” begyndte Sekretæren beroligende, men han maatte afbryde og afvente det rette Øjeblik, thi den hidsige Løjtnant kunde blot tæmmes ved, at man holdt paa ham med begge Hænder; det vidste Sekretæren af Erfaring.

Den „prægtige” Dame begyndte først at skælve og bæve for dette Uvejr; men besynderligt nok, jo talrigere og utvetydigere Skældsordene blev, desto elskeligere blev hendes Udseende, og desto mere bedaarende hendes Smil lige over for den tordnende Løjtnant. Hun trippede paa Stedet, hvor hun stod, nejede uafbrudt og ventede utaalmodig paa det Øjeblik, da det skulde blive muligt for hende at komme til Orde.

Endelig blev det da hendes Tur.

„Det var slet ikke nogen Støj eller Slagsmaal hos mig, Hr. Kaptejn,” begyndte hun pludselig at plapre med udpræget tysk Akcent, men dog paa flydende russisk, „og ingen, slet ingen Skandale. De var drukne, da de kom, det siger jeg Dem, Hr. Kaptejn, og det er ikke min Skyld … Jeg har et an-